Dansk Spare-Selskab var akkvisitionsfirma for Det gjensidige Forsikringsselskab “Danmark”. Gennem salg af spareure fremmede man opsparingen og holdt samtidig urenes ejere forsikret.
Uret fungerede på den måde, at det ikke kunne gå, medmindre man hver anden dag puttede en krone i den dertil indrettede sprække. Det skulle tog trækkes op hver dag. En gang om måneden kom sparemanden, åbnede det plomberede ur og kvitterede på familiens sparebevis for den sum, som han tog med til banken. Uret blev dernæst plomberet igen, klar til en ny gang enkroner. 1 kr. var taksten i perioden ca. 1940–50, men da foreningen blev etableret, var taksten kun 10 øre.